"Med en tysker, med en holstener, ja sågar med en tysk nordslesviger kan vi diskutere problemerne omkring vor sydgrænse. Ikke at parterne bliver enige, men sagen bliver lagt frem set fra begge sider, og ingen finder det mærkeligt. Siger man Skåne til en svensker, er aftenen ødelagt. Årsagen er ufattelig, for det var svenskerne, der skød gevinsten. Skandinavismen ligger naturligvis imellem med visse forpligtelser, men vel også med en vis forpligtelse til at besegle de broderlige følelser med en rimelig gensidig redelighed. Problemet er ikke noget problem: så og så mange kvadratmil land erobret, tilbageerobringer mislykket, sagen definitivt afgjort. Erobringen af Skånelandene skete efter de dengang og stadig gældende regler, at den stærkeste har ret. Men endnu kan svenske historikere ofre tid på att fremtrylle en "historisk ret", der går forud for erobringen. Man kan møde udtrykket, at 1658 var en genforening med Sverige. Det er kun ord og uden betydning, men historisk er det galt. Skåne var dansk, politisk til 1658, i sindelag noget længere, kulturelt tegner det danske indslag sig endnu, omend naturligvis vigende."
Palle Lauring i "Danmark i Skåne", VÅR MÖRKLAGDA BAKGRUND (Skånelands historia)
(e.a.)